December 2005

December startede med det smukkeste vintervejr, som ledte os på en tur med Kathrine (med Romain på maven) på bjerget over Kathrines hus. Uden snesko. Det blev til endnu en tur til fods, inden vi fik vores snesko på - og så gik det for alvor ud og op. Herligt. Landskabet er ufattelig smukt, og luften ren og klar. Det er som et drømmesyn, især når man kommer hernede fra Alex, hvor alt ofte er indhyllet i tåge og skyer.

Men julemåneden bød på andet end skønne naturoplevelser. Julepynt både inde og ude, julegaveindkøb, besøg på julemarkeder i Annecy, Manigod, Thônes og her i Alex.

Her i vores lille by var det Telethondag lørdag den 2. december. Telethon betyder indsamling af penge til fortrinsvis muskelsvindramte via aktiviteter som f.eks. sportsarrangementer, bridgeturneringer (jo, Jørgen var skam med!). Om formiddagen hjalp vi til med at bage kager, lave pizzaer og dække borde i Salle Communale. Pizzaerne blev bagt i den gamle landsbyovn i Villard Dessus, som var blevet tændt op i hele ugen før. Om eftermiddagen var der aktiviteter for børn og voksne. Desværre var det et hundevejr, regnen stod i stænger hele dagen (og de næste med), så tilslutningen var ikke overvældende, og fodboldkampen måtte aflyses. Men om aftenen var der fælles spisning med underholdning og lotteri. Vi havde doneret en flaske snaps og nogle danske flag, som børnene begejstret viftede med hele aftenen (det ligner jo til forveksling det savoyardske flag). Yves (fra gymnastikholdet) var konferencier, udklædt som klovn. En hyggelig aften med fuldt hus.

Den 6. december tilbragte Kathrine, Romain og mormor hele dagen på det årlige marked i Annecy, Foire St. André, og spiste på "La belle Excuse" - den dag var regnen endelig hørt op.

Fredag, den 9. december, havde vi vore Alex-vandrevenner med ægtefæller til en "assimileret" dansk julefrokost. Vi havde kokkereret en del, men ikke alt faldt i lige god jord. Vi skånede dem endda for snaps og marinerede sild! De var inviteret til kl. 19, og de sidste ankom kl. 20.30. Det skal man altså vænne sig til. men hyggeligt var det.

Børn og børnebørn har naturligvis præget julemåneden. De kommer og går, og der er mange ritualer: Noah skal på tur i vores landsby med morfar, Lisa og Emile skal lege "Tampen brænder", vi skal have pandekager så ofte som muligt, se "Far til fire", spille uno o.s.v.

Vi har bagt og dekoreret figurer uden at spise al dejen og forsøgt at klippe julepynt.

Jørgen var til bridgeturnering i Annecy og hjembragte foie gras og juravin, og så ringede Leif fra Danmark og fortalte, at han osse har vundet 4 flasker rødvin i Weekendavisens krydsord - den morer vi os med hver lørdag. Så han sidder i held, må man sige. Han har fået nogle rigtig hyggelige venner i bridgeklubben, som vi nok kommer til at se mere til - uden spillekort.

Kuldegraderne tog til i månedens løb. Man skal fyre godt i brændeovnen og lukke skodderne til natten. Vi nærmer os ofte 10-12 minusgrader.

Meget musik blev det ikke til: En gospelkoncert i vores egen lille kirke, virkelig godt, og en koncert for amatørblæsere og kor i La Clusaz. Til gengæld har vi købt os et godt musikanlæg og nyder den gode akustik i stuen.

Vores juletræ blev pyntet lillejuleaften sammen med vores børn og børnebørn, lysene er elektriske, og det er da slet ikke så ringe.

Så kom juleaften. Noah vækkede os kl. 7, så vi kom tidligt på markedet i Thônes, hvor vi mødtes med Louise (og Lucas) på Bar Central - som i gamle dage, da hun boede i Thônes - og fik ordnet de sidste indkøb - og så hjem og lave mad igen!

Kl. 18 kørte vi til La Clusaz til juleaften hos Christiane og Marcel, Laurents forældre, sammen med Laurents bror, kone og børn samt Ginette, Laurents mormor.

Juletræ? - Ja, men ude på terrassen! Champagne ad libitum. Børnene blev spist af, så kom julemanden med sin sæk, og han vakte benovelse og fryd hos små og store (det var altså Noahs morfar), så kom der flere gaver, store pakker, som hurtigt blev pakket ud, og efter kort tid kom børnene i seng, og de voksne gik til bords. - Og hvilket traktement: Først østers, så foie gras med figensyltetøj (det skal der til i år, siger de store kokke), så røget laks, så langouste à l'amoricaine og til sidst bûche de Noel, som Hanne havde lavet efter Prins Henriks opskrift. Dernæst udvekslede vi gaver og kl. 2 brød vi op. En varm og hyggelig aften, men jo ikke speciel en børnenes jul.

1. juledag kom pigerne med deres familier kl. 16, og så blev det børnejul: Vi dansede og sang om juletræet, børnene plyndrede det for slik, så kom endelig julemanden (igen) med sin sæk fuld af gaver. Emile mente nu, det var morfar, for skægget var ikke ægte, men det blev afvist på det bestemteste. Men især Emile var stjerneglad, da han fik sin pakke med Star Wars Lego. Han var totalt væk i byggeriet de næste 5 timer og fik ikke smagt meget af den gode julemad. Da de andre brød op ved 20-tiden, ville han blive her. Han var færdig med de 5 modeller kl. 22, legede så til midnat, hvorpå vi alle tre gik i seng.

Det lykkedes os at få en rar familiefest, selvom stakkels Noah brændte sin hånd, da han spontant tog fat om en stjernekaster i udbrud.

Juledagene gik med noget og ingenting, vejret har svinget fra isnende koldt (-15 gr) og snestorm til øsende regnvejr med +5 gr.

Dagen før nytårsaften holdt vi den sidste juletræsfest i år med børnene, og Nytårsaften var vi barnepige for Noah, som dog blev puttet, inden vi gik i gang med lækkerierne:Østers, foie gras, havsnegle, kæmperejer og coquilles st. Jacques, dertil champagne og juravin, ost og kaffe med hjememlavet chokolade.

Og årets sidste aften gav os anledning til i fællesskab at samle vore indtryk og oplevelser fra det næsten hele år, vi har boet her.

På aktivsiden tæller stærkt, at vi har været meget tæt på vores børn og børnebørn hernede. Vi har endda fået 2 mere og dermed kunnet følge og bistå før, under og efter som aldrig før. Dejligt og meningsfuldt er det.

Vi må osse konstatere, at det er længe siden, vi selv har haft små børn, og det intense samvær kan gøre os meget trætte. Men vi føler, der er brug for os, og samtidig har vi til vores halvfranske børnebørn fået et tættere forhold, som forhåbentlig kan overleve vores adskillelse til sommer.

Dette familieliv ville vi ikke have undværet.

En anden oplevelse har været at komme fra vores storby til en lille landsby. Vi er i alle sammenhænge blevet mødt med venlighed og gæstfrihed. det gælder pigernes familier, de lokale beboere, gymnastikholdet, bridgeklubben, og hvem vi ellers har været i kontakt med. Endda de sociale myndigheder, selvom vi har lært, at det tager tid - lang tid - at besøge et offentligt kontor i Frankrig.

Vi ved godt, at vi sikkert ikke vil skabe nye, nære venskaber hernede, men vi har oplevet nye og anderledes kontakter, som vi sætter stor pris på.

En anden spændende dimension i vores liv hernede har været og er naturen og det meget omskiftelige vejr. Vore ture i bjergene har været en blanding af naturoplevelser og fysiske udfordringer, og det er blevet en sportsgren, som vi osse vil dyrke i fremtiden (Himmelbjerget...).

Vi har været utrolig glade for de mange besøg hjemmefra, dejligt at ses og dejligt at dele vores liv med gode venner.

Og så er der selvfølgelig maden og vinen. Vi har ikke savnet de traditionelle danske retter (tværtimod), og vi må nok på et genoptræningskursus i dansk madkultur.

Vi har osse glædet os over vore små og en enkelt stor ferie her midt i vores evighedsferie. Corsika var igen en forunderlig og varm oplevelse, men osse mange mindre udflugter med og uden venner har været begivenhedsrige.

Nu fristes I måske til at tro, at vi bliver hernede for altid. Heri tager I ganske fejl. Det gør vi nemlig ikke.

Vi kommer hjem til den 1. juli, det ligger fast. Vi har ganske vist opmagasineret al vores habengut, og vi har blot en ringe hytte på heden at bo i fjernt fra verdens larm, men vi regner med, at det er detaljer, der løser sig i løbet af det kommende halve års tid.

Det har været en fantastisk oplevelse indtil nu at være her, men det skal ikke vare evigt. Vi vil hjem, hvor vi hører til. Og så kommer vi tilbage hertil igen og igen - naturligvis.

Til sidst tusind tak for alle jule- og nytårshilsener både i form af e-mail og snail-mail. Vi føler os ikke glemt. Må I alle få et godt og lykkeligt nyt år.

Mange kærlige hilsener

Jørgen og Hanne

PS. Sidste nyt fra Amager - se de sidste 3 billeder til venstre:

Kolonihavehuset ligger idyllisk i sneen, ombygningen er færdig, og i carporten står den nye bil. Sofia holdt en hyggelig juleaften med sin mor og far og sin mormor og opdagede pakke-julegave-op-glæden. Med hensyn til dronningens nytårstale er vi ikke helt sikre på hensigten med at lade Sofia lytte til den royale, opbyggelige tale til folket. Selv savnede vi dog dronningens nytårstale i år. Den franske præsident har en noget anden stil at henvende sig til sit folk på - der er stadig lidt solkonge over det.

 

 

November 2005

Det smukke efterårsvejr fortsatte langt ind i november, og vi kunne fortsat sidde på balkonen og nyde eftermiddagssolen, og den 1. november gik vi en pragtfuld tur fra Col de la Columbière op til Lac de Peyré (1613 m til 2008 m), men heroppe sad vi ikke længe med vores madpakker! Dette pas er nu lukket på grund af sne, så godt vi nåede det. Det er en meget flot tur.

Den 2. november rejste Hanne med sin kusine Else fra Odense til England for at besøge deres faster Emma, som nu er 96 år. De mødtes i Gatwick, lejede en bil og kørte først til Newbury, hvor de spiste frokost med Hannes gamle veninder derfra. Efter at have kørt venstre sidespejl af i Newbury gik turen i øvrigt uden problemer. Emma er nu efter ½ års ophold på hospitalet kommet på et plejehjem i den gamle abbediby Abingdon nær Oxford. Vi sov og spiste på plejehjemmet (uendelig trist institutionsmad), kun formildet af et par lækre restaurantionsbesøg. Men det var et meget vellykket besøg, og faster Emma blev mindst 10 år yngre i de dage. Vi hyggede os og fik hjulpet Emma med flytning og indretning.

Jørgen var imens bagstopper for Louise, der hele tiden truede med at nedkomme. Søndag morgen (den 6.november) kørte hun med Laurent til klinikken i Annecy, men blev sendt hjem igen. Den 9. november, med Hanne vel hjemme igen, kom de og afleverede Noah kl. 5 om morgenen. Han troede, at en ny dag var begyndt og havde kræfter til at lege til ved 8-tiden. Så gik vi alle i seng igen.

Lucas blev født om eftermiddagen kl. 14.15.  3700 g og 52 cm, 14 dage før forventet, et i alle måder sundt og velskabt barn, som til forveksling ligner sin storebror. Vi tror og håber dog, at han får blå øjne og i øvrigt viser sig at være ligeså sød som sin storebror. Det var en lang og besværlig fødsel, men det glemmes jo, så snart man ser belønningen. Tiden efter fødselen har været så besværlig og lykkelig, som den tid nu engang er. Han tog 500 gram på de første 10 dage efter hjemkomsten. Han spiser osse hele tiden og sover helst ikke om natten!

Kathrines fødselsdag, den 11. november, fejrede vi derfor uden Louise, men med Noah. Hanne havde lavet kagekonen, som Lisa og Emile havde pyntet. I Frankrig fejrer man altid Kathrines fødselsdag som en helligdag. Den 11. november er jo som bekendt Våbenstilstands- dagen i 1. verdenskrig.

Således lykkedes det i år at udvide familiedynastiet med tre nyfødte, som begribeligvis optager stor plads i vores tilværelse.

I kolonihavehuset på Amager er de ved at få styr på deres nye tilværelse: Mor og far, og barnet i vuggestue. Og de har i den forbindelse haft alle "børnesygdomme": Bilkollaps, sygdomme - på skift selvfølgelig, ombygning midt i det hele med diverse forsinkelser - og samtidig deadlines på arbejdet hængende som Damokles-sværd over deres trætte hoveder. Men de lyder til at være ved at finde en rytme i hverdagen.

Sofia udvikler sig rivende, er nu sikker på alle fire, pludrer i telefonen med sin bedste farmor og er blevet meget tilfreds med sin vuggestue.

Desværre er Jørgens gamle rygskade brudt op igen, og det giver lidt problemer i vores dagligdag. Han har konsulteret en osteopat, og tilstanden er forbedret med håb om, at normale tilstande vil vende tilbage inden længe. Han må derfor ind imellem påtage sig at være passiv tilskuer til begivenhederne, og det passer ham ikke. - Som nu til skolefesten på Lisas og Emiles skole i La Vacherie. Formålet med denne årlige fest er at samle penge ind til ekskursioner for børnene, og hele byen er inviteret til festen, der holdes i byens Salle des Fêtes (Thônes). Der var omkring 500 mennesker, heraf ca. 100 børn. Først en fællesspisning, og derpå begyndte dansen! Børn og voksne, unge og gamle, alene eller parvis/gruppevis og med en entusiasme, som vi ikke kender. Alle regler om børns sengetid er suspenderet. Jørgen forlod festen i stilhed ved 23-tiden (ryggen), og Hanne, som havde "nattevagten", fik kl. 2½  de modstræbende børn med hjem, ikke uden vilde protester mod at forlade festen, før den sluttede.

Midt i november var vi inviteret ned til Laurents bedstemor og hendes ven for at spise og bagefter gå til koncert med en lokal smørtenor. Laurents mor, Ginette, er en dame på ca. 75 år, hun ser utrolig godt ud, er livlig og sød. Hun stammer fra Midi, og det høres på hendes syngende, nasalløse provencalske sprog. Gaston, hendes ven, er tidligere præst, men måtte holde op, da han i moden alder mødte sit livs kærlighed. Så købte han en "tabac". Han er 81 år, men er stadig i gang med at få børnebørn ligesom vi! Ginette og Gaston er bl.a. meget aktive korsangere og koncertgængere.

Vores smørtenor hedder Albert Patin. Han optrådte med sin pianist og 2 guitarister med franske og spanske sange ( bl.a. Brel, Aznavour, Bécaud, Prévert m.m.) i en lille, intim teatersal i Annecy, som var propfuld af trofaste fans.

Der var kommunalvalg i Danmark, og vi sad hernede og fulgte med i resultaterne  på nettet. Det er forunderligt, så lille verden er blevet, når man i en lille fransk flække ved, hvem der bliver borgmester i Århus samtidig med jer derhjemme.

Her indskyder vi lige et par billeder af vores børnebørn - Noah har tilsyneladende akcepteret sin storebrorrolle - Romain bliver forkælet af sine store søskende. Han trives og er så kær med sine store, blå øjne. Men temperament har han altså, f.eks. når hans mor er væk ,og hans mormor skal give ham en flaske - med mors egen mælk - nej tak, så hellere skrige sig i søvn!

Af og til er det vinter og meget koldt - og snefald. Der er købt 3 m3 træ til brændeovnen, som er et uundværligt tilskud til opvarmningen af huset. Det er slut med de lange ture i de høje bjerge for en tid. Til gengæld er der gang i det sociale liv: Julen medfører et hav af koncerter, udstillinger, messer og andre aktiviteter, lige nu er nøgleordet: Telethon, en organisation, som indsamler penge landet over til muskelsvindramte via et kæmpe udbud af sportsarrangementer, fester, konkurrencer m.m. kraftigt sponsoreret af lokale virksomheder og realiseret af en masse frivillige entusiaster. Jørgens bridgeklub holdt åben turnering (han og hans makker blev nr. 3 i turneringen og nr. 1 i klubben), og i vores landsby går det løs den første weekend i december, og denne gang er vi med osse som arrangører, men det hører I mere om i næste nyhedsbrev.

Vi slutter her for denne gang, for nu er det december, og vi skal i gang med juleforberedelser. Her er mindst ligeså meget julegøgl som hjemme, måske lidt mere plastik og rigeligt med alpeidyllisk kitsch, men osse meget flot og sjovt.

Vi ønsker jer alle en rigtig god forjul med kun lidt stress og megen hygge.

Mange kærlige hilsener

Jørgen og Hanne

 

 

 

Oktober 2005

Oktober startede med et brag af en fest - i et styrtende regnvejr på en rigtig savoyardsk auberge i bjergene: Laurents far, Marcel, fejrede sin 60 års fødselsdagsfest. Vi var inviteret til kl. 19, kom kl. 20 og kl. 22 var alle kommet, kl. 23 gik vi til bords - men aperitiffer havde vi skam fået - kl. 01 kom desserten - men indimellem havde vi danset en del, og kl. 3½ kørte vi hjem.

Sommeren har været både og, sådan vejrmæssigt. til gengæld har eftersommeren været storslået. Højt klart vejr de fleste dage og omkring 20 grader om dagen endnu her ved udgangen af oktober. Gymnastikken i skolen er startet igen, så formen kan holdes, Kathrine har gennemgået diverse genoprettelsesbehandlinger, og resultatet er overmåde smukt. Imens får mormor får lov at trille rundt med lillebror, som vokser godt (han har fordoblet sin vægt på 2 måneder), smiler til os og forsøger at sige lyde, men kan ikke huske hvordan fra gang til gang! Lisa og Emile er godt i gang med skolen, dvs lige nu har de ferie i 10 dage (Toussaints). Lisa stadig med benet i gips og på krykker. Det er en langvarig affære ( ca. 3 mdr.), men hun er utrolig sej og  selvhjulpen. Vi fejrede hendes 6 års fødselsdag den 4. oktober.

Efter en stille uge kom så Ina og Leif torsdag, den 6. oktober, medbringende det sædvanlige gode vejr. Det var alt for kort, men vi nåede da både at gå et par småture i bjergene - desværre uden synet af Mont Blanc i det fjerne - og ved Annecy-søen, og være sammen med pigerne. Noah tabte aldeles sit hjerte til Leif - og omvendt. Vi hyggede os meget og spiste god mad - som altid. Og så kom osse Merete og Hans om lørdagen i deres nye "Wunderschön". Alle vore gæster inviterede os til middag på vores lokale kro, og dagen efter gik vi alle turen over Col de la Bluffy, inden Ina og Leif fortsatte turen sydpå. Det var en pragtfuld dag. Vi kørte op til Col des Annes, gik en tur op i Aravis'erne og nød den sidste åbningsdag på "La Cheminée" med lidt god bjergbondekost. Nu er så alle dyr og mennesker rykket ned i vinterhi i dalene, men der er stadig smukt deroppe.

Mandag gik vi med en guide den histoirske rute (3 timer) på Plateau des Glières, som er et af hjemstederne for den franske modstandsbevægelse, og hvor en tragedie udspillede sig den 29. marts 1944. Solen skinnede fra en skyfri himmel.

Dagen efter - stadig ikke en sky på himlen - kørte vi til Chamonix og tog med telekabinen op til Aiguille du Midi, 3842 m og nabo til Mont Blanc. Vi blev lidt tunge i benene og lidt stakåndede - tynd luft og betagelse - for det var så usigelig flot et landskab. Og op ad Mont Blanc sås små sorte prikker bevæge sig - alpinister på vej mod toppen. - Samtidig er efterårsfarverne så smukke oppe i højderne - og nu osse her omkring os.

Sidste dag her blev tilbragt tilbragt ved søen og shopping i Thones, og om aftenen var vi atter inviteret i byen af vore gæster - denne gang på "Lou Tartifle".

Torsdag morgen kørte vi til Jura og installerede os på "Hotel Belvedere", hvor stemningen var helt i bund på grund af et dødsfald i familien dagen før. Men vi fik den samme varme behandling og lækre mad som altid, hvilket formildede den noget chokerede Hans, da han så sit værelse med badeværelse og toilet installeret bag et forhæng!

Osse denne gang bød Jura på nye oplevelser: Vandreture i vinmarkerne, vinsmagning og grundig indblik i Jura-vinenes hemmeligheder hos en rødkindet vinbonde. Besøg på abbediet, et imponerende bygningskompleks, beliggende nede i Baume-les-Messieurs, et hul fjernt fra verdens larm.

Lørdag morgen vinkede vi et vemodigt farvel til Wunderschön'en. Vi kunne ikke løsrive os og tog på en 5 timers vandretur i området - omkring 5 chateau'er, vinmarker, skove og dale i det skønneste vejr, inden vi kørte hjem Alex.

Louises fødselsdag et par dage senere fejrede vi med et måltid oppe i bjergene - bare pigerne og os - og lillebror selvfølgelig. Den dag var vi omsluttet af en tæt tåge her, men deroppe i 1700 m skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi sad udenfor og svedte med udsigt til vores stolte, bestegne bjergtinde, La Tournette.

Kathrine har vi siden hjulpet lidt i den uge, Lionel var på ferie i Marokko.  Det er jo især svært i "ulvetimen", hvor alle er trætte, der skal laves mad og lektier, ammes og trøstes (kollik?) - og lidt hyggeligt skal det jo osse være inden sengetid. Vi havde fornøjelsen at have alle 3 børnebørn fra fredag til lørdag. Det var rigtig hyggeligt, og de er så utrolig glade for hinanden.

Noah ser vi ofte, og han føler sig helt hjemme her, straks han stiger ud af bilen. Ritualer har vi mange af. Han er så  kær og altid glad.

I søndags fejrede vi hans 2 års fødselsdag - her ligesom sidste år, men sandelig ikke med det samme vejr. Sidste år smeltede vi ude i haven, i år stod regnen ned i stænger i 20 timer og stoppede præcis kl. 15, da de ca. 20 gæster kom! Det var en dejlig dag, rigtig hyggelig, ikke mindst fordi fødselaren var så begejstret for alt, gaver, kager, sang - at være midtpunkt - uden at han blev overgearet. Han virkelig nød dagen i fulde drag. De voksne drak champagne, og alle spiste kagemand - et fænomen, som ikke kendes her i Frankrig. sidst på dagen gik vi udenfor og lavede græskarmænd til alle børnene. Jo, det var en god dag både for børn og voksne.

At blive 2 år gør en forskel, viser det sig: Først røg babykrøllerne, moderen var vemodig, faderen tilfreds. Og nu er det så slut med den høje stol og hagesmækken, man tørrer sig med en serviet - ligesom mormor - og rydder legesager op, inden man tager hjem med sin mor!

Det har været småt med torsdagsturene med vore Alex-venner, men i torsdags kørte vi op i bjergene til solopgang og gik en vidunderlig tur rundt om Mont Lachat i 6 timer. her fik vi bl.a. set, hvordan de laver kunstige søer til at forsyne snekanonerne langs pisterne med. Der er travlhed overalt med at få gjort klar til skisæsonen.

I fredags kørte vi til Martigny i Schweiz. Her ligger et fantastisk kunstmuseum "Fondation Pierre Gianadda", som p.t. udstiller franske malerier udlånt fra Pushkin museet i Moskva. Det var en vidunderlig oplevelse: billederne var skønne, stedet ligeså - det kan minde om Louisiana - , og nede i underetagen en hel unik udstilling af veteranbiler - selv Hanne, som kun kender biler fra hinanden via deres farve, var vildt begejstret. - Og byen med en gammel borg og et berømt destilleri, Morand, ligger omgivet af utrolig stejle vinmarker, som tog sig ud i alle efterårets farver. Vi spiste frokost på Col de la Forclaz i bagende sol, lige netop der, hvor Hanne sammen med Merete, Kathleen og Margaret passerede forbi på deres vej rundt om Mont Blanc for 3 år siden. Vi kørte igennem et fantastisk bjerglandskab, Mont Blanc lå glitrende i solen.

Månedens sidste weekend spillede Jørgen turneringsbridge i Annecy med sin makker fra Paris.

Vi håber stadig at kunne vandre et par gange endnu, alt afhænger jo af, hvornår der kommer sne. Men ellers hænger sneskoene jo i kælderen og er klar til at blive taget i brug.

Den 31. oktober fejrede vi, at Louises og Laurents hus stod færdigmuret, og om ca. 14 dage kommer huset.

Natten til den 1. november er jo viet de døde, og vi har lige haft besøg af 4 udklædte" "monsterbørn", som ville have slik for at lade os være i fred! Det fik de.

Og så glæder vi os til i næste nyhedsbrev at fortælle om ankomsten af vores tredje og sidste barnebarn  - bare  i år! - Han bliver nr. seks i rækken. Hav det godt så længe.

Jørgen og Hanne

 

 

 

 

 

September 2005

En stille måned, bortset fra de perioder, hvor vi har haft besøg fra Danmark. Og det har vi haft, til stor glæde for os og forhåbentlig osse for gæsterne.

Først kom Frida og Ole på et langt og godt besøg. I det gode vejr nåede vi at opleve meget natur og lidt kultur og at hygge os med mad, vin og snak.

Lige apropos vejret: Vi har indført et system, hvorefter vejret er elendigt indtil dagen før vi får gæster. På ankomstdagen klarer det op, og dagen efter er det smukt. På afrejsedagen bliver det overskyet og koldere, og dagen efter regner det, og temperaturen sniger sig ikke op over 12 grader!

Hanne og Ole skulle naturligvis udfordre hinanden på en lang tur til Parmelan-højderne, mens Frida og Jørgen blev i lavlandet og forberedte lindrende grødomslag og et godt måltid til de udasede bjergbestigere.

Lørdag, den 2. september kørte vi alle fire til Jura-bjergene og indlogerede os på Hotel Belvedere. Et herligt familiehotel, hvor spisestuen er under kastanjetræerne i haven, og bordene dækkes med hvide duge og stofservietter. Værten er forhenværende gastronomiprofessor med speciale i maddekoration, og maden og stemningen på hotellet er fantastisk. Og så er det rørende billigt. Omkring 35 € for et dobbeltværelse og ca. 37 € pr. person pr. dag for halvpension. Det skulle I prøve, men bliv der i mindst 2 dage. For enden af haven ligger det mest imponerende sted i Jura-bjergene. Frida klarede den svimlende trappe ned i grotterne i Baume-les-Messieurs. Vi købte Jura-oste (bl.a. Comté) i det dejlige osteri i Granges-les-Messieurs. Helt tilfældigt var vi til koncert med det lokale harmoniorkester i Chateau-Chatillon på en rundtur i Juras vindistrikt. Koncerten blev afholdt i den gamle skole under platantræernes skygge ledsaget af lokal god vin og hjemmebagt kage, og vi var sikkert de eneste turister.

Så skiltes vi. Frida og Ole videre på ferie og vi hjem til pligterne og dagligdagen.

En stille eftermiddag dukkede pludselig Jørgens gamle præstekammerat Otto Mathiasen og hans kone Jette op i vores indkørsel. Det blev til nogle timers hyggelig snak på balkonen, inden de kørte videre hjemad.

Næste besøg var Frederikshavnerne, Lene, Erik og Morten. De boede i vores landsby i tre dage, inden turen fortsatte længere sydpå. Vi nåede også med dem at se nogle af vores attraktioner, gå lidt i bjergene, spise på vores kro og have gode diskussioner og hyggelig snak.

Så ryddede vi op og gjorde rent til næste besøg. Det var Jakob og Sofia. Jakob har taget knap 2 måneders barselsferie, efter at Marie er begyndt at arbejde igen. Han er en supersød far, og han er ikke meget for at slippe Sofia. Vi fik ham dog overtalt til, at han af hensyn til sin kondition burde gå en lang tur i bjergene, og vi passede Sofia en hel dag. Det er nu heller ikke nogen stor præstation. Hun er et nemt og elskeligt barn med et strålende humør og et stort grin. Noget ganske særligt er hendes måltider, som Jakob tilbereder med stor fantasi - hun spiser alt fra kapers til spinat, ja alle grønsager - nydeligt og stilfærdigt med fingrene - hun kan dog osse spise f.eks. havregrød med ske. Her er ingen sure miner, og vi har en vidunderlig madro!

Så rejste de hjem, og vi sov ud.

Og hvad ellers?

Kathrine har nu været hjemme i en måned. Romain trives godt, tager på og udvikler sig, men har af og til lidt kollik. Desværre brækkede Lisa benet midt i september, og hun skal hjælpes med alt. Hun er blevet udstyret med krykker og er ved at lære at klare sig inde i huset. Men det er svært, når alle arealer omkring huset er stejle. Det ser ud, som om det godt kan blive langvarigt og besværligt, men Kathrine og Lionel tager det med godt humør.

Louise er gået på barselsorlov pr. 1. oktober, men vi får stadig lov til at passe Noah en gang om ugen. Jørgens overbelastede fod har været (er?) en langvarig affære. Først fik han en penicillin-kur. Det hjalp ikke. Så skød lægen en stor portion cortison op i foden på det ømme sted og beordrede 3 døgns hvile. Den ret slemme smerte forsvandt op i knæet, hvor den tog bolig et par dage for derefter at forsvinde næsten helt. - En forunderlig bivirkning har været, at en allergi, som har været plagsom i mange år, er næsten fuldkommen forsvundet efter cortison-behandlingen. De kan noget særligt, de franske læger.

Hanne  har derfor måttet gå de lange ture alene med vores Alex-venner. Meget langt og meget smukt op til foden af det højeste bjerg i Aravis-bjergkæden til en refuge, Gramusset.

Vi har osse været til dyrskue i Thônes, ligesom i gamle dage i Brønderslev. med køer, der vises frem og bedømmes og måske får præmier, med tivoli, boder og fulde folk hen på eftermiddagen. Jo, det er et landbrugssamfund, vi har slået os ned i.

Måneden sluttede med en 3-dages tur til Nationalparken  Vercors, som ligger et stykke sydvest for Grenoble. Vi skulle ud og prøve nogle nye bjerge. Et meget flot område vekslende mellem frodige dale med store gårde og pludselige og voldsomme bjergstigninger og afgrundsdybe slugter.

Det mest fascinerende i området var næsten bjergvejene, hvor vi kørte på smalle udhængende balkoner og i snævre tunneler.

Den sidste dag gik vi ad en stejl sti op til Pic St. Michel, 1966 m, og havde pludselig et fantastisk panorama foran os. Så lukkede skyerne sig om os øjeblikket efter, og på vejen ned begyndte det at regne. Hvor godt at søge ly i refugen "Les Allières" med ild i pejsen og lækker mad. Så kørte vi hjem til Alex, for at gå til fest hele natten for at fejre Laurents fars runde fødselsdag.

Det var den måned. Efteråret er begyndt at tage farve her. Bjergsiderne antager gyldne farver, det skal nok blive rigtig smukt.

Hav det nu godt alle sammen, og skriv til os, når I ikke har andet at give jer til.

Mange gode hilsener

Jørgen og Hanne

 

 

August 2005

August startede med travlhed: Forberedelser til vores rejse til Danmark, alt imens vi passede Noah, Lisa og Emile, lavede vuggen og babytøjet klart, hvis nu... og besøgte Kathrine. Hanne nåede at se den lille fyr i Louises mave ved et besøg hos gynækologen. Vejret var dejligt. Med et stik i hjertet over at lade Kathrine tilbage, hun som nok længtes mest efter et gensyn med Danmark og med uroen, om hun "holdt sig", til vi var tilbage. Flyveturen gik fint, Noah faldt i søvn hos sin mormor, og Louise slappede lidt af imens. Vi kørte i vores lejede bil til vores indkvartering på "Amagerhus" hos Olav og Ebbe. Et herligt sted. Et kærligt gensyn med Marie, Sofia og Jakob i kolonihavehuset. Sofia, 7 mdr, læser avis og spiser elgbøf med hoved, hår og hænder og sidder sikkert op nu. Et roligt, harmonisk og glad barn med stor appetit. Og ligesom Noah elsker hun at blive fotograferet (se selv!). Lørdag, den 6. august, var der navnefest for Sofia Wickmann Elkjær: Champagne og sang (morfar kan det dér), eftermiddagstur på Amager Strand og en herlig middag af mesterkokken Jakob. Søndagen tilbragte vi i fred og solskin i kolonihavehuset, indtil vi sidst på dagen tog Noah med ud at køre i metro og havnebus. Så brød et grueligt regnvejr løs. Noah var bare glad. Han elsker vand.

 

Derpå gik turen til Jylland. Først besøgte vi farmor og farfar i Sejet, det var et glædeligt gensyn for os alle. Så videre til Århus, hvor vi boede i Bodils hus på vores gamle vej i Risskov. Dér var rart at være.  Louise besøgte sine veninder, og vi gamle stormede rundt og ordnede det nødvendigste og genså kun så få af jer gamle venner. Vi skulle til Rødhus. Det blev 3 lykkelige dage for os alle, selvom vejret ikke var det bedste. En stjerneglad Noah, hans begejstrede "Wauuuuh", da han oppe fra klitterne fik øje på Vesterhavet for første gang. Hans og mormors leg med "Bølgen Kommer NU!", legen i sandet, jagten på kantareller, morfars fiskefrikadeller og opdagelse af de gamle biler på loftet. Lørdag morgen kl. 5 startede hjemturen for de fleste af os. Jørgen satte vi af i Ebeltoft kl. 7.30. Han fik rigtig moret sig de næste dage uden familien med sine dårlige venner dér og kom først hjem mandag, glad og temmelig medtaget. Louise, Noah og Hanne fortsatte med færgen, fik en bid brød hos Marie og Jakob, og så på vingerne kl. 14. Noah gav den helt store charmeoffensiv i flyet med dem på sæderne omkring os, som ville lege med, så der var hjertelig afsked med den lille trold, da vi stod ud i Geneve. Og dér ventede papa! Skal man gøre Noahs stjernestunder på turen op, må det være: køb af gummistøvler - gule med Peter Plys - , Vesterhavet og gensynet med papa.

Dagen efter var der familiefest for Laurents far, 60 år, på Cold de la Forclaz. Bedste oplevelse ved at komme hjem var at se Kathrine igen, overflyttet til Annecy sygehus, vokset betydeligt i omfang og mere tryg end før: En scanning viste, at placenta havde flyttet sig, og hun blødte ikke mere.

Så gik der en uge med børnebørn: Lisa og mormor besøgte Menthon-slottet, mens Jørgen og Emile spillede minigolf. Vi bager, spiller, leger og synger, og når Noah osse er her, vil Lisa have ham som dukke, mens han hellere vil være den største og frækkeste (hoppe i sengene og løbe om kap i huset, selvom det er forbudt!).

Mandag, den 22. august, åbnede den fantastiske børnekulturfestival i Grand Bornand. Mormor havde købt billetter til 3 forestillinger, og regnen tæskede ned hele dagen. Det var et fuldtidsjob for 2 voksne at manøvrere rundt med 3 små børn og 3 paraplyer i et kaos af biler, mennesker og vand. Men stykkerne var supergode. Lisa, Emile og mormor gik på restaurant, mens Noah og morfar skulle hjem og sove til middag. En dejlig dag trods vejret.

Og så til månedens, ja årets bedste begivenhed: Torsdag, den 25. august, kom Romain til verden, forløst ved kejsersnit, 2.630 gram og 47½ cm lang. Velskabt og født med åbne øjne! Lille og fin med alt for lange negle. Og en mor så lykkelig og lettet, aldrig har vi set Kathrine så glad. Det er umuligt at udtrykke i ord, hvad vi alle føler. Men det er stort. Kathrine er naturligvis afkræftet af det lange sengeleje (10 uger) og generet af operationen, men det går fremad hver dag, mælken faldt hurtigt til og han forstår at sutte. Den sidste dag i måneden blev de begge udskrevet og er nu samlet hele familien i deres nye, gamle hus. Det er netop 2 år siden, deres hus ramtes af en tornado, så det er på mange måder starten på et nyt kapitel i deres liv.

Fredag, den 26. august blev Laurents 30 års fødselsdag fejret: Først med en lille champagne-entré hos Laurents forældre og dernæst til et overdådigt traktement på "La Braise" i La Clusaz, organiseret af hans kone og hans mor. Han fik et videokamera af os alle og var så glad, at han græd af glæde. Kl. 20 kørte vi hjem med en dødtræt Noah, så hans forældre kunne slå sig løs med vennerne.

I Danmark lærte Noah os, at dagen starter kl. 6, men nu kan den godt blive 7! Men så længe det er lyst på den tid af dagen...

Samme morgen, som Kathrine fødte sit lille vidunder, gik Hanne uvidende på blåbærpluk med vores Alex-venner på Col des Annes, et fantastisk smukt sted, lige neden for det højeste bjerg i Aravis-kæden, Pointe Perchée (m). Jørgen deltog ikke, da han i længere tid har lidt af betændelse i foden (sikkert forårsaget af en overdosis vandring). Det tvinger ham i ro, og det er endog uvist, hvor længe. Pokkers er det, for sæsonen for vandreture er ved at være kulmineret. Vi har i stedet kørt lidt rundt i bil. En søndag spiste vi middag (frokost) hos "Chez Frederic" på Col des Annes og forsynede os med herlige oste på alpegårdene deroppe: Reblochon, den regionale specialitet, som er mørkegul af det saftige græs på alpegræsgangene, og Tomme, som er ligeså indvendig og grøn og grumset af mug udvendig efter 2 måneders lagring. Uhm, det er kræs, men nu er det snart slut, bønderne lukker af og drager ned til deres gårde i lavlandet midt i september.

Og så kom Frida og Ole , men dér starter vi næste gang. Hav det godt så længe.

Kærlig hilsen

Jørgen og Hanne

 

Juli 2005

Først en beretning om det, der optager os mest i denne tid: Kathrines situation er stadig kritisk, men indtil videre er der sket det allerbedste, nemlig ingenting. Hun ligger fortsat på prematur-afdelingen i Chambery under godt professionelt opsyn- nu på 7. uge, savner sine unger og keder sig (så meget, at hun er begyndt at brodere!). Hun er nu gået ind i 33. uge.

Det er godt, vi er her. Den lille familie klarer sig ganske godt, og Lionel har næsten fået færdigindrettet deres hus. Så hun kommer hjem til gode omgivelser. Naturligvis er det en urolig tid for børnene, der skiftevis er hos deres far, hans forældre og os. Det kan ikke være anderledes, og det går godt. - Men alle bedsteforældre ved, at man er slemt ør i hovedet og træt efter mange dage med små børn. Der skal findes på underholdning, og det veksler mellem praktiske gøremål, udflugter, badning i søen og svømmehallen, hospitalsbesøg og andre fornøjelser.  - Og så er der heldigvis så dejligt herhjemme både indendøre og i haven. Nogle dage havde vi skøn musik dagen lang fra en swing- og jazzkvartet fra Lyon, som øvede sig i et hus lidt længere nede ad vejen ude i den skyggefulde gård. Det blev til et lille "asfaltbal" med Lisa og Emile. Vi har osse reddet et lille pindsvin fra druknedøden i pissoiret på legepladsen her. Det var en spektakulær redningsaktion, og det lille kræ, vi befriede, blev straks døbt "Cabinet" (fransk: toilet)! Vi var 4 børn og 3 voksne om indsatsen. Jo, vi har til fulde efterlevet bibelens ord og er blevet som børn igen!

Og så er vi blevet kirkegængere - om aftenen. Der er rigtig mange kirkekoncerter her på egnen, og de er meget forskellige. Den mest kuriøse var i vores egen kirke, hvor et kor fra Annecy sang et program rækkende fra slutkoret af Beethovens 9. symfoni til franske drikkeviser og lokale folkesange, og hvor dirigenten med jævne mellemrum også dirigerede tilhørerne. Mellem numrene klappede og piftede vi.

Eller en middagskoncert højt oppe på et bjerg i Bouchet Mt Charvin. Det var åbningen af en lokal orgelfestival. Koncerten indledtes med en aperitif. Så fortalte den her meget berømte og karismatiske domorganist Eric Latour om festivalen og de lokale kirkeorglers særlige fortrin og spillede  mange numre på sit transportable kuffertorgel (Røigaard ville kalde instrumentet en schnellfrelser). Det hele sluttede med servering af egnens sspecialiteter og rødvin. Alt i sol og sommer under skyggefulde træer  ved en gammel alpegård.

Det er osse blevet til et heldagsbesøg i Geneve. En dyr verdensby med international atmosfære. Vi lod os naturligvis rundvise i FN-bygningen , og det var ganske imponerende, lidt trykkende med det store opbud af sikkerhed. Nu har vi været der.

Louise (stor)trives med sin mave og er fortsat og som altid i fuld vigør. Efter et par flytninger har de nu fundet et godt sted at bo i Manigod, en lille, charmerende, højtliggende landsby, ca 20 min. kørsel herfra. Der skal de bo, indtil deres hus er færdigt til foråret.

Vi har hyppigt besøg af Noah, som er i den alder (snart 2 år), hvor tingene udvikler sig utrolig hurtigt, og han lærer nye ting fra dag til dag. Det er sjovt at følge. Nu har han fået gipsen af sin arm, og bruddet er helet fuldstændigt. Og så kan han komme til stranden og bade - jubiih.

I kolonihavehuset på Amager er der på samme måde gang i udviklingen. Når vi hører om Sofias færdigheder og gåpåmod, kan det undre os at se jævnaldrende franske børn sidde passivt og artigt. Jo, der er skam kulturforskelle i adfærd og opfattelser, som er til at få øje på.

Det næste afsnit er især beregnet for alpinister og andre med hang til ekstreme, sportslige udfoldelser. Vi fortsætter vore vandreture alene og med vores lokale vandrefuglevenner. Den store vilde oplevelse var dog turen alene vi to til ét af områdets absolutte must-steder - La Tournette. Vi startede en morgen kl. 8.30 med rygsæk og vandrestøvler (i 600 m's højde). Så gik vi  indtil kl. 17.30, hvor vi nåede vores overnatningssted - en refuge i 1750 m højde. Enkelt, rent og primitivt og med en fantastisk beliggenhed - som en ørnerede højt oppe.

Vi nåede at nyde et godt måltid mad og se solen gå ned over Annecy-søen, før vi blev overmandet af en uimodståelig træthed og faldt i dyb søvn. Næste morgen stod vi op før kl. syv, spiste lidt morgenmad og besteg La Tournette, som er 2350 m, altså en opstigning på 600 m ad vanskeligt og stejlt terræn. Men det var aldeles ubeskriveligt med udsigten over Annecy-søen mod vest, og pludselig dukkede Mont Blanc op gennem skyerne mod øst. Så tæt på, at vi næsten synes, vi var der.

Det var så vores formiddagstur! Derpå skulle vi hjem til alex, og nedturen til vores landsby, som ligger i 600 m, var meget lang. Man måler ikke afstande i bjergene i km, men i højdeforskelle, og denne dag klarede vi en samlet højdeforskel på 2200 m. Aldeles udasede og med ondt i fødder, ben og ryg nåede vi hjem til aften. Hvad får ellers ret besindige nordboer til at foretage en så grænseoverskridende ekspedition? Ham Armstrong kan godt gå hjem og lægge sig. Det er tilfredsheden ved at gøre noget, man ikke troede muligt. Det er intense naturoplevelser med en utrolig rig flora og bjerggeder, der næsten spiser af hånden, og det er forventningen om, at udsigten fra det næste højdepunkt er endnu bedre og anderledes. Det føles godt for både legeme og sjæl.

I torsdags sluttede vi så månedens vandreture med endnu en vidunderlig tur med vandrefuglene fra Alex op til en bjergsø (Lac Mt Charvin) under toppen af Mont Charvin (2200 m).

Det var så juli. En dagligdag, hvor vi naturligvis osse spiser og drikker godt. Man bliver ganske forfalden til ost og rødvin og enkle retter. Det ville være skammeligt, om man ikke skulle have grund til at være ganske tilfreds.

Nu skal vi så til at forberede vores besøg i Danmark. vi rejser herfra fredag, den 5. august og skal først besøge Marie og Jakob nogle dage med navnefest for Sofia. Dernæst besøger vi Jørgens forældre og vil være en enkelt dag i Århus, hvor vi overnatter på vores gamle vej i Risskov (tak Bodil!). Hanne, Louise og Noah rejser tilbage lørdag, den 13. august ,og Jørgen bliver til mandag på grund af laugsstævnet og arbejdet med den forhåbentlig kommende bog om vægtere i Ebeltoft.

Og så glæder vi os til fødsler og de kommende besøg fra Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

Juni 2005

Juni måned blev indvarslet med et hekseskud: Efter en dejlig dag med lidt flytteri for Kathrine, leg i haven med Emile og Lisa i solskin og godt humør, vågnede Hanne op 1. juni i en ret sølle forfatning. Lægebesøg, fysioterapeut og masser af medicin gav ingen bedring, men et besøg hos en osteopat forbedrede tilstanden radikalt, og efter 14 dage var hun atter i sin gamle form - se bevis herpå senere. Desværre betød det, at vi ikke som planlagt kunne deltage i afviklingen af "vide grenier" i vores landsby den 5. juni, en farverig dag med pultekammer- salg, underholdning og mad og drikkevarer. Vejret var skønt.

 Pigerne og vi nåede lige at få en spændende musikalsk oplevelse i Salle des Fêtes i Thones med zigeunermusikerne "Urs Karpatz", inden Noah den 9. juni faldt ned fra sofaen hjemme og brækkede overarmen. Men den lille kække fyr klarer sin situation med højt humør og ukuelig vilje til at klare sig som før, som f.eks. at plukke skovjordbær i vores have. Kun vandpjaskeriet må vente, og det er trist, for vi har haft dejligt vejr, ja hedebølge, de sidste 14 dage.

Men det værste havde vi til gode. Den 15. juni begyndte Kathrine at bløde og blev hasteindlagt på sygehuset, først i Annecy, dernæst overført til Chambery, hvor de har en prematur-afdeling. Nu ligger hun så der, er i gode hænder, tilstanden er stadig meget kritisk, og vi beder til, at hun holder på barnet en tid endnu. En ulykkelig situatíon for den lille familie, som i forvejen er så hårdt ramt. Heldigvis er vi flere til at klare hjemmefronten. Både Lionels forældre og vi er jo frie til at passe børnene, som har sommerferie fra mandag, den 4. juli. Hun savner naturligvis sin familie og sit aktive liv, men er ved at vænne sig til det passive hospitalsliv i horisontalt perspektiv.

Midt i det hele kom så Jytte og Polle, som planlagt, og boede hos Martine i  Villard dessous her i Alex. Vi havde nogle dejlige dage sammen, gik nogle skønne vandreture både vi fire og en torsdag sammen med vores Alex-venner. Jytte og Hanne nåede at bestige Parmelan, gik fra kl. 16-21, 700 m niveauforskel ad dramatisk sti en del af vejen. En krævende tur, som vi selv havde foretaget ugen før med Alex'erne. En fantastisk selvfølelse og en dyb betagelse ved det storslåede syn greb de to kvinder deroppe. Jørgen og Polle tog en mindre tur til Roc de Cher og et par værtshuse samt et spil boules imens, og maden var klar, da vi nåede hjem kl. 21.30.

Dernæst kom Jette og Erling forbi et par dage, på vej hjem fra deres ferie i Miramar ved Cannes. Det var herligt. Vi nåede både at gå en lang og smuk tur på Beauregard med Mont Blanc i sigte, den blomstrende ensian og vilde orkidé og de rosablomstrende alperoseskråninger. Vi sluttede med en herlig middag på den hyggelige  "Lou Tartifle" i Le Cropt. Så skulle de hjem til arbejdslivet og hverdagen.

Et par dage senere kom Rie og Aksel, ligeledes gode dage med vandreture, markedsbesøg og hyggelige timer med snak om alt derhjemme. De nåede osse at besøge Kathrine i Chambery, og Noah optrådte naturligvis på slap line med gipsarm og slynge. Nu er de på vej til Toscana.

Torsdag, den 23. juni var vi afsted med Alex'erne fra tidlig morgen (hedebølge), op til la Rochette, som ligger lige her over for vores hus. En meget lang og stejl stigning, men belønningen kommer jo altid deroppe: kølighed og fantastiske blik over landet, siddende under skyggefulde træer nyder vi vores velfortjente casse-croute.

Sådan slutter juni måned:vandringer i bjergene et par gange om ugen, jævnlige besøg hos Kathrine i Chambery, skoleafslutninger i både Emiles og Lisas skole, gymnastikafslutning i Dingy med Parmelan i glød under hele middagen i det fri,  bedsteforældreglæder med de 3 dejlige unger, lørdagsindkøb på markedet i Thônes, som hver uge bliver stadig mere farverig, og driverliv med læsning - og ingenting. Og besøg hjemmefra. Lige nu har vi fået en kærkommen pause i sommervarmen med regn og kølighed.

Louise, Laurent og Noah flytter snart til deres midlertidige bolig i St. Jean-de-Sixt, desværre lidt langt herfra, men til gengæld uden larm og varme fra Thônes' travle gade. til september skal der bygges hus i La Vacherie.

I kolonihavehuset nydes haven og dens afgrøder. Det forlyder, at Sofia, som (næsten) kan sidde selv, har arvet både sin mors og sin fars appetit og nysgerrighed, bare hun kan få lov til at spise selv!

Vi har købt flybilletter til Danmark til os og Louise og Noah den 5.-13./15. august. Vi skal først og fremmest til Sofias navnefest i kolonihavehuset på Amager og besøge Jørgens forældre. Og så kan vi lige nå et par dage i Rødhus og få en svømmetur i Vesterhavet. Jørgen bliver et par dage længere, så han kan lege lidt med sine vægtervenner i Ebeltoft.

Forresten har vi forlænget vores lejemål her til 1. juni 2006.

Vi ønsker jer alle en god, varm sommer og glæder os til at høre nyt fra jer. - Se flere nye billeder i de andre "vinduer".

Kærlig hilsen

Jørgen og Hanne

 

Maj 2005

1. maj var en søndag i år, og følgelig ikke en fridag hernede, derfor heller ikke den 8. maj (befrielsen i 45), og da også regeringen havde besluttet, at 2. pinsedag skulle være arbejdsdag i år, angiveligt for at finansiere bedre vilkår for de ældre, har utilfredsheden murret slemt i krogene. I forvejen har man lange arbejdsdage hernede, og i dagligdagen er der ikke meget fritid. Skolerne har stadig timer om lørdagen, dog kun til kl. 12.

Men 1. maj startede med en liljekonval, solskin og varme. Desværre blev det hurtigt anderledes. Jørgen kørte til Internationalt vægterstævne i Sydtyskland i lyn og torden. Et tårevædet gensyn med de gamle venner hjemmefra - men de er lidt blege i huden, de folk fra Norden! - Et vel gennemført arrangement med et glædeligt gensyn med alle de andre nat- og tårnvægtere fra det meste af Europa. Traditionen har nu bestået i 20 år, og det er stadig lige festligt at mødes, og det er måske ganske symbolsk, at vi i år var på udflugt til Strasbourg for bl.a. at se EU-Parlamentets hovedsæde. Steen og Jørgen fik den store ære at synge foran katedralen i Strasbourg og at blive interviewet til fransk radio - på fransk.Ligeledes i  Haute-Savoie faldt  temperaturen drastisk, hvilket dog ikke formåede at ødelægge humøret og aktiviteten hos de 3 piger, som i de dage huserede i huset i Alex. Hanne var enormt glad for Meretes og Rigmors besøg. Herligt at snakke og grine, powershoppe, spise og drikke godt ude og hjemme, mens de store naturoplevelser måtte nydes på større afstand end forventet. Der er nu ikke noget så godt som at være uden mænd - i nogle dage!

Jørgen kom glad og træt hjem søndag aften, så pakkede vi bilen og kørte tirsdag morgen til Korsika. Undervejs til færgen (Toulon) besøgte vi Aix-en-Provence og St. Baume, og kl. 23 lå vi i vores kahyt og vuggede på lette bølger til Bastia. Korsika modtog os med sol og blå himmel og en duftende, blomstrende maki. Turen fra Bastia nord på og tværs over til Morsiglia var en drøm. 14 års adskillelse har ikke mindsket vores kærlighed til denne smukke ø. I Centuri blev vi varmt modtaget af Claudette og Pierrot og installeret i deres lille gæstelejlighed under  terrassen og sat til bords med lækkert vildsvin (nedlagt af Pierrot selvfølgelig). Ældre så vi ud, de gjorde i hvert fald - , men kontakten var straks etableret. De følgende dage gik med gensyn med kendte steder - ren nostalgi, ture på havet og i bjergene, langs kysten, alene vi to og sammen med Pierre o.a. Vores 4 timers tur langs Korsikas nordligste kyst  ad "Sentier des Douaniers" var med Pierre som levende fortæller om natur, kultur med efterfølgende lækker middag på stranden i Barcaggio hos "U Fanale" var unik. Pierrot er ægte korsikaner, og hans klan, Carrara, er stolt og respekteret. Aftenerne tilbragte vi omkring bordet med god mad og god vin og mange samtaler om de sørgelige forhold på Korsika, Mafia og nationalisme og korruption, om magtesløsheden og også om EU. Pierre er kommunist og var borgmester i Centuri i 30 år.

Vi måtte løsrive os, og kørte endelig sydpå til La Balagne, øst fCalvi, osse kaldet "Korsikas have", dvs det var, for nu er den have groet til, som Torneroseslottet i 100 år. De sidste par årtier er der sat kræfter ind på at udvikle området, kodeordet er Patrimoine, dvs genoplivning af gamle traditioner og håndværk. Især Pigna kan anbefales, og så skal man bo på "U Palazzu" - det er mageløst. Vores eneste dag med regn og kulde kørte vi den fantastiske tur fra Calvi til Piana, i Les Calanches med de røde bjerge - det er dramatisk og betagende smukt. Her i Piana lod vi os forkæle på det skønneste hotel "Les Roches Rouges". Gastronomi, beliggenhed, indretning og atmosfære helt i top.  Vi var i selskab med engelsk overklasse og unge backpackers. Stil og kvalitet uden snobberi. I en idyllisk, lille lagune fik Hanne sit første havbad, og Korsikas havvand er det bedste i ....

Hjem skal man jo altid, vemodigt, men sikre på at gense Korsika inden længe. Se flere billeder fra Korsika under "Alex"

Gensynsglæden var stor, i hvert fald hos Noah! Pigerne var begge vokset en kende i taljen. Vi genoptog så vores hverdag med børnepasning, bridge, gymnastik, hyggelige stunder med Lionels og Laurents forældre og vores vandreture i bjergene.

Torsdag, den 26. maj,var en helt speciel oplevelse. Vi besteg Parmelan ad den såkaldte "Grand montoir", hvor stien ofte er hugget ind i en lodret klippevæg (en stigning på ca. 850 m). Det var en ubeskrivelig følelse at stå på den top, vi så ofte kigger op til hjemme fra vores have, vores landsby som små tændstikker og Mont Blanc i øjenhøjde (sådan ser det ud på afstand!). Vi var af sted i 8 timer, vejret var aldeles dejligt. Vi sluttede på vores balkon, og den aften gik vi tidligt i seng!

Kathrines og Lionels hus er nu klar til indflytning. Lækkert køkken og badeværelse, ja, de bor der allerede, og savner (endnu) ikke telefon og tv. Louise og Laurent har skrevet under på køb af grund og solgt deres lejlighed pr. 1 september. Og så skal der bygges. Ja, der er gang i meget her, kun de gamle lever deres letfærdige liv i lejet hus uden ansvar for andet end sig selv - sådan føles det, når haven bliver perfekt passet af naboen.

Søndag, den 29. maj, var det EU-valgdag i Frankrig. Vi har diskuteret oui /non i den forløbne tid med mange her, i vores landsby mærkede vi ikke meget til valget, ca. 400 stemmeberettigede, men åbent valglokale hele dagen - en stegende varm dag. Vi fulgte valgresultatet på tv om aftenen. Valget sluttede kl. 22.00 og 2 minutter senere viste den første prognose 55-45, og så var spændingen taget af den aften. Derefter talte 12 jakkesæt med, mod og især i munden på hinanden, og hovedbudskabet var, at det var godt for demokratiet, men skidt for unionen. Det var selverkendelsens øjeblik, hvor man måtte lytte til folkets røst og gøre noget ved de fundamentale problemer i Frankrig, især arbejdsløsheden og tilliden til politikerne. Det gribende højdepunkt var, da præsidenten tonede frem på skærmen, efter at være blevet introduceret med afspilning af Marseillaisen og en blafrende Trikolore i baggrunden. Så trådte han ind i skærmen og deklamerede, at vælgerne havde talt og at han i løbet af de kommende 2 dage ville tage sin beslutning om, hvad der skulle ske. Det kan man da kalde demokrati. 1½ minut tog forestillingen. så talte jakkesættene videre. Efter valgets afslutning var der et lille uvejr med lynild og torden, det blev ikke til noget særligt! Det var, som om guderne ikke rigtigt kunne blive enige, om de skulle glæde sig over afstemningsresultatet eller straffe franskmændene for deres ulydighed mod unionen. Og nu har vi så fået en ny regering med gamle ansigter. Premierministeren har givet sig selv 100 dage til at rette op på skuden (ligesom Fogh). Man søger efter en ny social model og interessen samler sig om den danske model - ifølge vores lokale avis. Mon de nu osse ved, hvad de gør?

Månedens opskrift: Ramsløg (ail de l'ours), som om foråret fylder Risskov skov med sin duft og sine hvide blomster: Blomsterne smides på en pande med olivenolie, drysses med kryddersalt og ristes let. Drysses over den grønne salat eller som tilbehør til en saftig bøf - Velbekomme!

N.B. Det er franske anemoner her til venstre, ikke ramsløg!

Det var så det. Vi glæder os til at høre nyt hjemmefra om stort og småt.

 

 

April 2005

 

 

April har i høj grad været en måned, hvor vi har plejet familierelationerne hernede. Noah, 1½ år, er en ren fryd, ukompliceret og konstant med nye overraskelser. Han er lærenem, har humor og er ikke mindst umådelig glad for sin mormor og morfar. Når Hanne henter ham om mandagen hos hans 'nounou', løber han i favnen på hende og siger mormor. Efter middagssøvnen står en gåtur rundt i landsbyen på programmet, og hesten Kim er på pletten, når vi står klar med en frisk mælkebøtte! Det er en meget rar nabo, vi har der.  Lisa og Emile har vi hver tirsdag efter skole, så er de meget trætte, og vi skal bare have pandekager og spille Uno eller høre/se bånd. Nu kommer tiden, hvor haven inddrages, og de har allerede en hemmelig hule derude. Som regel har vi dem en dag i weekenden, så forældrene kan koncentrere sig om deres husbyggeri. Vi har lige haft dem i 3 dage i deres påskeferie, og det var super dejligt, vi nåede både i biografen og så "Robotterne" og var i Walibiland (se nedenfor). De accepterer kun dansk, og det betyder mindre small talk, men til gengæld går det godt fremad med det danske, og de er glade og trygge sammen med os. Vores yngste barnebarn, Sofia, havde vi i 16 dage, og det var en fryd at opleve hverdagens små mirakler hos en 3 måneders baby og ikke mindre dejligt at se og mærke de nybagte forældres store glæde ved deres "musling" -  og Sofia har allerede indsnuset bjergluft i flere omgange siddende i sin babybjørn. -   Som noget nyt her i familien er børnebørnenes store glæde ved hinanden. Jo, det er dejligt at have fætre og kusiner.

Det var de kære små. De store børn har det godt og pusler med store og små projekter og har i øvrigt travlt med deres jobs. Sådan er det jo.

Og nu lidt om os selv: Sneskoene er hængt på deres søm i kælderen, og i stedet er fedtlæderstøvlerne fundet frem. Nu skal der vandres i bjergene. Vore gode lokale bekendte inviterer os stadig med på vandreture hver torsdag, og vi følger dem med fornøjelse. Det er en stor fordel, at vi hermed både er i godt selskab og samtidig lærer de lokale vandreruter at kende på en god måde.  Vi kan også godt selv: i sidste uge tog vi i det skønneste forårsvejr på en omhyggelig planlagt tur op i bjergene i baglandet af Annecy. Vi parkerede på et i forvejen udpeget centralt sted og påbegyndte opstigningen. Ganske vist passede vandrestien og kortet ikke sammen, men forklaringen var sikkert, at kortet var forældet. Efter en times omflakkende vandring stødte vi på en lokalkendt dame (amerikaner), der ledte os på rette vej, og efter en intens opstigning gennem mudder, sne og klippestykker  nåede vi frem til vores mål (Col des Sauts). En storslået udsigt over Annecy-søen og kik til Mont Blanc (vistnok). Vore trængsler var glemt i samme nu. - En brat nedstigning til bilen, som dog - viste det sig - i mellemtiden måtte have flyttet sig. I hvert fald kom vi ned ad bjerget et andet sted end kortet viste, gik 2 km i forkert retning , ligeså langt tilbage og noget længere. Dér havde bilen gemt sig. Der var også gået næsten 6 timer, fra vi startede ,og en vis mødighed havde bredt sig i de gamle lemmer. Men vi kunne med en vis stolthed konstatere, at vi havde klaret en højdeforskel på næsten 700 m, svarende til 5 Himmelbjerge. Derfor er det godt, at vi kan støtte os til de gode lokale folk. I torsdags gentog vi sammen med dem turen op til Col des Sauts, men fortsatte derfra hen langs bjergkammen på Mont Veyrier og Mont Baron, over Chapeau Napoléon og ned og ned og ned i nabolandsbyen - uden at gå forkert en eneste gang. . En forrygende tur , 7 timer i trav, ca. 1000 m højdeforskel og i et forunderlig smukt vejr. Joh, man bliver høj af bjerge!

Og så til vejret. Vi oplever forandringer i vejret, som kan være ganske overvældende. I begyndelsen af måneden et forventeligt forår med venligt og behageligt vejr. Så pludselig søndag, den 17. april, frostvejr og 50 cm sne i løbet af 10 timer. De nyudsprungne forsythia'er stod tyngede af sne, og rydning af vejene var for længst indstillet. Vi skulle til en fødselsdag og måtte bringes det sidste stykke i 4-hjulstrækker. - Så rusk og regn i nogle dage. Og nu den sidste uge i måneden er det sommer og 20-25 grader. Det kribler i fruens forårsfingre for at få plantet krydderurter og sat pelargonier i altankasserne.

 Og så holder vi os i form i dagligdagen med gymnastik i skolens gymnastiksal (den ene halvdel af os) og bridge i den lokale klub (den anden halvdel).

Det kulturelle holder vi ved lige ved besøg på et glimrende museum for nutidig kunst , som er indrettet i det gamle slot, som er vores nabo. Vi har også været på en endagsudflugt til Grenoble, som har et meget grimt (arkitektonisk), men stort og fortræffeligt kunstmuseum i en spændende by.  Det kulturelle højdepunkt var dog nok et besøg med Lisa og Emile i Walibiland, som er det franske modstykke til Djurs Sommerland+Tivoli Friheden. Dejlig dag med søde og tilfredse børn, og trætte blev vi alle. Børnene faldt i søvn i bilen hjem og vågnede først næste morgen kl. 7.

Vi har haft besøg af den lille familie fra kolonihavehuset på Amager i begyndelsen af måneden. Jakob var her i en uge, så skulle han hjem og passe medierne. Marie og den unavngivne (ifølge hendes pas), der hedder Sofia, blev her i endnu 10 dage. Det var første gang, familien var samlet siden Louises bryllup. Det fejrede vi med middag på vores gode lokale auberge og efterfølgende hjemlig hygge i vores dejlige hus. Noget forvirrende med alle de børnebørn og børn med forskellige aldre og sprog. Om vores nyeste barnebarn kan berettes mange gode historier. Vi glædede os over besøget og kunne observere, at kolonihavebarnet havde godt af et ophold på landet. Det forlyder, at hun længes tilbage til os.

Og så kan det ikke skjules længere: Året 2005 bliver et rekordår, hvad angår nye børnebørn: Der er nemlig flere på vej. - Under en i øvrigt fredsommelig frokost fortalte Louise, at hun er frugtsommelig med forventet nedkomst til november. Det kunne Kathrine dog overgå ved at fortælle, at hun er i de samme (eller tilsvarende) glædelige omstændigheder med nedkomst i september. Det tegner til at blive et livligt efterår.

Kathrines og Lionels hus i La Vacherie er nu snart klar til indflytning. Det bliver dejligt for dem at komme tilbage til deres nye, gamle hjem.

Den tredje store nedkomst er Hannes Hjemmeside. efter en lang og vanskelig barsel og en besværlig fødsel med Marie  som fødselshjælper fungerer hjemmesiden nu  med jævnlige opdateringer, og det vil fremover være herfra, vi udsender vores månedsbreve med relevant billedmateriale.

Det var alt for denne gang. Vi glæder os begge til en kontakt til det danske. Jørgen glæder sig til Vægterkongressen i Tyskland og gensynet med vennerne, og Hanne glæder sig til besøget af Merete og Rigmor.  Her er godt at være, men det vil være underligt, hvis vi ikke af og til savner samværet med venner og familie i Danmark. Mail og telefon er godt, men den direkte kontakt med meningsudvekslinger om stort og småt og socialdemokratiets nye formand vil vi ikke kunne få her i det udenlandske.

Tak for alle breve, hilsener og gode ønsker til Hannes fødselsdag. det var overvældende dejligt.

Mange kærlige hilsener til jer alle fra Jørgen og Hanne

Sidste nye billeder af Sofia skal I lige have med!    

 

Marts 2005

 

I sne og kulde kørte vi fra Rødhus sidst i februar og nåede vores hus i Alex i et forrygende snevejr. Men vi ankom til et opvarmet hus, tempereret rødvin og et fyldt køleskab (Louise), og festlige velkomsttegninger både på dørmåtten og indenfor (Kathrine og børn).

Huset lever op til alle vore gode og dårlige forventninger. Masser af god plads inde og ude, men også med franske installationer, der af og til volder hovedbrud og grå hår (hvor det er muligt). Vi er ved at få skik på tingene og har gjort ordentlig rent, ryddet op og væk og aftalt visse forbedringer med vores i øvrigt gode husvært. Og holder stadig fast i den beslutning, at det altså ikke skal være hverken smukt eller perfekt her, men have lov at bevare sin uhyggelige franske hygge!

Vejret har hidtil været rent ud sagt strålende: nattefrost indtil 6-10 grader og højt solskin om dagen med op til 20 grader. De sidste dage med frokost på balkonen.

Vi har klaret de første bjergvandringer på snesko, det er ret genialt, især når man som vi ikke er skiløbere. Søndag deltog vi i europamesterskaberne i sneskogang og -løb med over 1.000 deltagere oppe på et meget smukt højdedrag (Beauregard, 1650 m), som vi ellers kun kender fra sommertiden. Vi gennemførte de 6,5 km  og fik evigt minde om præstationen i form af t-shirt, rygsæk m.m. og sluttede dagen i Salle des Fêtes i Thônes med fællesspisning og præmieoverrækkelser.

Meget af tiden er gået med at finde rundt i det franske bureaukrati, der synes at beskæftige et stort antal mennesker, alle med god tid. Nu er vi vistnok næsten færdige med sygeforsikring, forsikringer, testamente, mobil, telefon, computer, folkeregister og andre vederstyggeligheder. Og nu virker også vores e-mail.

Modtagelsen i landsbyen har været positiv og oplevelsesrig. Om torsdagen går vi på snesko med en gruppe mennesker herfra - vi er en 5-6 stykker. De kender de gode steder, og det har været nogle fantastiske ture. Det går hele dagen med, for når man har gået 2-3 timer, skal man spise sin medbragte casse-croute - og der mangler ikke noget - så går man igen et par timer, og når vi er kommet hjem til Alex mellem kirken og kroen, så går vi til højre og slutter med en lille én eller en espresso.

Sidste nye aktivitet er deltagelse i landsbyens gymnastikhold onsdag aften oppe på skolen, ledet af én af vores sneskovenners kone, som er fysioterapeut. Det er morsomt, meget afslappet og effektivt - meget fransk!

Og så er der børnene og børnebørnene, som vi nu har omkring os næsten daglig., ikke som hjemme, når de er på ferie, men i deres hverdag, hvor arbejde og familie skal hænge sammen. De benytter os flittigt, børnene er her ofte, og vi nyder det intenst, og bliver også meget trætte. alle tre børnebørn forstår, hvad vi siger, og Emile og Lisa sætter en stor ære i kun at tale dansk med os, hvilket betyder, at vi ikke taler så meget sammen - endnu. Det skal nok komme. Emile og Lisa har fået deres eget værelse her, og det er de meget tilfredse med. Noah er en rigtig skælm, altid i godt humør og med fuld fart på.

Nu glæder vi os rigtig meget til at se Jakob, Marie og lille Sofia hernede id en første uge i april, så er vi alle samlet - det er en sjælden begivenhed i vores familie. Marie og Sofia bliver her endnu godt en uge, så de kan blive ekstra forkælet af os.