Julebrev 2011

Kære julebrevsvenner!

I år er julebrevet kortere, men ikke af den grund mindre hjerteligt.

Året blev indledt dramatisk. Forventningerne til det nye år var store, og nytårsaften - midt under desserten - segnede Jørgen om og slog hovedet i flisegulvet.  

Mens nytårsfyrværkeriet illuminerede himlen over Ebeltoft og stormen rasede, blev han med udrykningsambulance  - og Hanne ved sin side - kørt til Randers Sygehus, hvor grundige undersøgelser ikke bragte nogen forklaring. - Nytårsdag blev han udskrevet, og bortset fra en hjernerystelse har der ingen eftervirkninger været. - Tak til Morten for hjemtransporten.

Men en slem forskrækkelse og en ikke særlig behagelig indgang til det nye år.

Hele familien - både her og der - trives godt. De unge i travlhed og vi gamle i en fredelig pensionisttilværelse.

I februar kom Marie, Jakob og børnene hjem efter deres 5 måneders bryllupsrejse i Syd- og Mellemamerika. Til arbejdslivet og hverdagen i kolonihavehuset.

Hanne  drog til Thônes og hjalp med at passe og underholde 3-5 børnebørn, som havde vinterferie, og de nåede på ski et par gange. Langrend er atter blevet en attraktiv sport - osse for de yngre og yngste.

I marts havde vi besøg af Alfred, Jørgens far, i nogle dage. Det var hans første besøg hos os her i Ebeltoft, og han holdt godt ud trods sin høje alder. Bl.a. kørte vi en dag ud til hans barndomsland omkring Gjerrild.

Han bor alene nu, men passer hus og have og foretager mange ændringer i sit hus, godt hjulpet af sine omsorgsfulde naboer. Hans seneste projekt er at få forbedret sin hørelse ved at få indopereret et "høreapparat" i kraniet. Hans interesse og behov for kommunikation er  er jo ikke blevet mindre af, at han nu er alene om at klare tingene. -  I april fejrede vi både Ruth og Alfreds jernbryllup og Alfreds 91 års fødselsdag.

Så blev Jørgen 70 år, og det blev fejret med en fest i Kulturministeriet med mad og drikke, sange og taler - og et herligt dansebal med levende musik sluttede aftenen.

Den største overraskelse var, at Hanne havde organiseret, at Louise og Kathrine + Romain dukkede op til festen, uden at fødselaren anede noget derom.- Jørgens far deltog også i festen, men vovede sig ikke ud på dansegulvet trods utallige opfordringer!

Tak alle sammen for jeres bidrag til en uforglemmelig fest. - Vi ses igen til fest om 10 år! 

Vi havde lige et par dage herhjemme, inden vi kørte sydpå til vores hus i Alex. Som det plejer med vandreture i bjergene, besøg af og hos trofaste venner og af børnebørn og børn.

Tiden ilede, og vejret var utrolig dejligt næsten alle 3 uger. Desværre fik Jørgen et pinefuldt anfald af urinsyregigt, som dog heldigvis var overstået, da vi efter 3 uger kørte videre til Toscana, hvor vi havde lejet en stor, restaureret villa sydøst for Siena. Her havde vi sat vores 3 børn og deres familier stævne til en uges fællesferie. Huset var smukt og veludstyret, beliggende i en stor park med swimming-pool. Børnebørnene befandt sig helst i nærheden af poolen, og de ældre generationer beskæftigede sig med læsning, vingårdsbesøg og kultur. Fællesspisning hver aften, boldspil og tidligt i seng.

En herlig uge.

Hjemme igen med den sørgelige nyhed, at vores gode ven Ole Papsø var død efter lang tids sygdom. Vi har kendt Ole og Emma i 30 år, og det er meget trist,at vi må undvære ham.

 

Familiesammenkomst med Ole. Lars Bo er grillmester hos Lone og Jan.

I sommerferien var børnebørnsinvasion!

Først stjernepigerne fra Amager i næsten en uge. Hanne bragte dem retur, hentede Lisa og Emil i Kastrup og sammen tog de tilbage til Ebeltoft. De er blevet store, men de glæder sig fortsat til at komme til Danmark i sommerferien. Siger de.

De var hos os i godt 2 uger. Den ene uge på højskole i Vester Vedsted ved Ribe. Ungerne var tilfredse - vi gamle kunne nok have ønsket et større engagement fra skolens side. - Men Mandø var spændende og køreturen ikke uden dramatik!

Louise familie har osse besøgt os - endda 2 gange i år. Hun savner os nok lidt, og vi er glade, hver gang hun kommer. I sommer bragte de også 2 franske vennepar med til 14 dages ferie i Danmark, og det var en stor succes for dem alle

Børnenes betænksomme fødselsdagsgave til deres far var en rejse med ledsager til Mozart-Festspillene i Salzburg.

4 dage med 6 koncerter bl.a. med Wienerphilharmonikerne, byture og en meget flot tovbanetur med udsigt over byen. Vejret var ganske fantastisk med 25-30 gr. døgnet rundt. Vi nød det begge.

Tak, bette børn.

Hanne var på sin årlige vandretur i syden med 3 veninder, denne gang i Cinque Terre i Italien. På egen hånd i et utrolig smukt landskab, dejligt vejr og med passende udfordring til vandrelysten.

 Imens gik Jørgen i sommerhuset og delte sin tid ligeligt mellem kantareljagt og udrydning af borebiller.

De - altså borebillerne, det skidt - har bredt sig voldsomt de senere år. Med hjælp fra Teknologisk Institut, Rentokil og den lokale tømrermester er vi her i slutningen af december kommet af med skadedyrene og i gang med en større renovering og ombygning af stueetagen i huset. Det bliver dyrt og godt, og færdiggørelsen bliver hele tiden udsat med sikkert gode undskyldninger.

Vi skal så selv i gang med at male osv og håber at kunne se enden på historien i februar.

Derefter skal I være så hjerteligt velkomne.

I efterårsferien hyggede vi os med stjernetøserne fra Amager og Guadalupe fra Panama på Ebelfestival'en.

I julen tager vi til Nice og holder ferie uden andet juleri end en midnatsmesse!. Kun vi to gamle.

Nytårsaften tilbringer vi i år med gode venner hos Rigmor og Steen i Klitmøller.

Vi har igen i år haft stor glæde af vore mange gode, trofaste venner og familie og af vores berøringsflader i mange forskellige sammenhænge.

Vi takker jer alle for stor trofasthed og tålmodighed med os.

Vi glæder os til det nye år og regner det for sikkert, at året vil bringe mange gode og mindeværdige stunder - sammen med jer.

Med ønsket om en glædelig jul go et godt nytår sender vi jer mange kærlige hilsener

Jørgen og Hanne

 

 

 

Julebrevene fra 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010 finder du i arkivet her
Dagbogen for 2005 -2006 finder du i arkivet her